Hundeopdragelse: Alt du skal vide om hundehvalp opdragelse

Opdateret den
Hundeopdragelse: Alt du skal vide om hundehvalp opdragelse
Det at få en hundehvalp kan være en stor opgave, men det vil være en god idé at gå i gang med at træne og opdrage din hund allerede få dage efter, den er flyttet ind. Du får her i denne guide de bedste tips og tricks til opdragelse af din lille hvalp.

Vil du se flere af vores test og anmeldelser?
Gør elskerdyr.buzz til en foretrukken kilde på Google, så dukker flere af vores test og anmeldelser op, når du søger. Det tager kun 10 sekunder.

Tilføj som foretrukken kilde

Vil du se flere af vores test og anmeldelser?
Gør elskerdyr.buzz til en foretrukken kilde på Google, så dukker flere af vores test og anmeldelser op, når du søger. Det tager kun 10 sekunder.

Tilføj som foretrukken kilde

Træning med din hvalp

Når du anskaffer dig en hvalp, skal der trænes med den, så den lærer at begå sig i verden på en rolig, kontrolleret og behagelig måde. Hvis du tidligere har haft en hundehvalp, kan du sikkert nikke genkendende til, at det de første mange måneder er krævende at have hund, da hvalpen fylder rigtig meget i sine vågne timer.

Den er overalt, piller i alt og den skal have vejledning til alt, hvad den foretager sig. Den skal lære at blive renlig, den kan ikke være alene hjemme, den har endnu ikke lært at gå i snor og det kræver en masse underholdning for at undgå, at den ikke laver ting i hjemmet, som den ikke skal. Opdragelsen er derfor meget vigtig at starte ud med så tidlig som muligt, og helst med det samme hvalpen flytter ind.

Hundehvalpe er særligt modtagelige og lærenemme, indtil de fylder 16 uger. Uden træning og opdragelse kan det blive svært for hvalpen at finde ud af, hvad den må og ikke må, og dermed kan det blive svært for den at fungere godt i sin nye familie.

Hvalpetræning handler primært om 2 ting:

  1. Du skal lære hunden at forstå et begrænset antal ord, så I har et fælles sprog, og den forstår hvad du siger og hvad du mener, når disse ord bliver sagt.
  2. Du skal lære hunden, hvordan den skal agere, når du siger disse ord.

Hvornår skal hvalpetræningen begynde?

For at få succes med hvalpetræningen, er det en god idé at begynde så tidligt som muligt. Kommer din hund fra en opdrætter, må du tage din hund med hjem, når den er ca. 8 uger gammel. I den alder har den allerede udviklet 80% af dens voksenhjerne og hen over de kommende uger, udvikles den yderligere.

Din hvalp er derfor klar til at lære med det samme, du får den, og det er vigtigt at sørge for, at du virker tillidsfuld og konsekvent allerede fra den første dag.

Hvalpens koncentrationsevne er kortvarig, og det vil derfor kræve adskillige forsøg for at lære den de mange ting, som en hvalp skal lære. Men når den først har lært, hvad der forventes af den, har du god mulighed for at få den på rette spor.

Det er nemmest at starte hvalpetræningen så tidligt som muligt, frem for når den er blevet et par måneder ældre, større og stærkere.

Opbygning af din hvalps tillid

Tillid og konsekvens giver din hvalp en tro på, at den kan stole på sin ejer. Brug derfor dens navn så ofte som muligt. For din hvalp er det nemlig et meget vigtigt signal.

En anden god måde som du kan opbygge din hvalps tillid på, er ved hjælp af positive belønninger og ros, når den gør noget godt. Dette er med til, at du får skabt et stærkt bånd mellem dig og din hund, som er baseret på gensidig respekt og passende belønninger.

Brug aldrig fysisk afstraffelse eller magt i din hundetræning!

Hvalpe er sjove, men de kan også være ret så frustrerende, når de ikke lige gør det, som man gerne vil have. Ud over at din hvalp ikke taler det samme sprog som dig, skal du huske på, at den ikke er særlig gammel, og at den derfor meget nemt bliver distraheret, hvis der sker en masse omkring den.

Vær tålmodig og konsekvent med din hvalp. Den er i fuld gang med at lære, og den vil med tiden forstå, hvad det er, du gerne vil have den til at gøre.

Renlighedstræning

Når du begynder med renlighedstræning af din hvalp, skal du være forberedt på, at der vil komme nogle uheld. Da det er en af de vigtigste ting, du skal lære din hund, er tålmodighed og positivitet en vigtig del af denne proces.

Hunde er vanedyr, gå derfor altid en tur med din hvalp, så den kan tisse efter et måltid, efter leg, efter den har sovet, før den bliver lukket ind, og så snart den går og snuser efter et godt sted, hvor den kan tisse. Ros hvalpen når det sker. På den måde finder hvalpen hurtigt ud af, at den bliver rost for at besørge udenfor. Meget snart vil den selv begynde at gå hen til døren, når den skal tisse.

Lav et skema hvor du skriver aktiviteterne på, så du kan holde styr på, hvor og hvornår din hund besørger. Når din hund har tisset det rigtige sted, er det vigtigt, at du giver den masser af ros. Du kan endda give den en hundegodbid, da det vil være med til at øge sandsynligheden for, at den gør det rigtigt næste gang også.

Træn din hvalp til at være alene hjemme

Fra den 12. til den 18. leveuge kan du så småt begynde med at træne din hvalp til at være alene hjemme. I bund og grund handler det om at lære hvalpen, at det ikke er farligt at være alene hjemme. Det skal forbindes med at være noget godt, og den skal vide, at du altid kommer tilbage.

Start eventuelt med at lade hvalpen være alene i et rum, mens du befinder dig i et andet og udvid efterhånden med at lade hvalpen være alene hjemme i hele huset (eller der hvor den må opholde sig).

Når hvalpen først har fundet ro ved at være alene hjemme, vil den måske endda nyde alenetiden i dens hundekurv.

Når du går fra hvalpen, skal du lade afskeden være rolig og neutral. Ikke noget med at kæle den intenst og trøste den, som om at du aldrig kommer tilbage. Giv den en godbid og gå.

Hunden vil hurtigt kunne mærke, hvis du er utryg eller tøvende, hvilket vil påvirke hvalpens oplevelse, når du går. Følger hvalpen efter dig, skal du bare ignorere den og gå.

Din hvalp skal vænne sig til alle de nye indtryk i dens nye hjem.

Socialisering af din hvalp

Endnu en ting som er vigtig at sætte ind, når din hund er hvalp, er socialisering. Nøglen til socialisering er at vænne din hund til så mange forskellige mennesker, dyr og steder som muligt. Du skal altså lade din hund møde andre, både hunde og mennesker, så tidligt som muligt, da det er, mens den er hvalp, at den har nemmest ved at lære og acceptere nye bekendtskaber.

Jo mere en hvalp lærer i sine første levemåneder, desto sværere bliver det at gøre den urolig, bange og angst senere hen. En højlydt hund eller kat, vaskemaskinen, fjernsynet, larmende børn, motorcykler, mænd med skæg, folk med solbriller, skrigende babyer, mennesker i kørestol, vejarbejde osv. – der er rigtig meget at lære for en lille hvalp, som først skal ud at opleve verden.

Vis din hvalp noget nyt hver dag. Brug for eksempel jeres daglige gåture til at vise den nye steder, lyde, mennesker og dyr. Men husk ikke at overanstrenge din hund. I starten er et par minutter i uvante omgivelser rigeligt.

Sæt grænser for din hvalp

Hvalpe opdager gerne verden ved hjælp af deres mund. De ved ikke, at møbler er dyre og ikke må bides i, og de forstår heller ikke, at mennesker ikke er til at bide i. Hvalpen har nemlig været vant til at bide og lege med sine søskende, hvilket er en vigtig del af en hvalps udvikling og læring af sociale regler blandt hunde.

Du skal derfor tidligt og konsekvent sætte grænser for din hund. Idet du kritiserer uønsket opførsel og tydeligt roser dens adfærd, lærer din hvalp, hvor langt den må gå, og hvilken adfærd der fører til belønninger.

Knurren, tiggeri ved bordet og gøen skal afhjælpes i hvalpestadiet ved blot at ignorere det. Når din hvalp opfører sig sådan, handler det mest af alt om, at den søger din opmærksomhed, fordi den vil have, at du skal lege med den eller give den noget at spise. Ignorerer du den, fra den er hvalp i sådanne situationer, finder den hurtigt ud af, at den forkerte adfærd alligevel ikke fører til det ønskede mål.

For at undgå at din hund bider i ting, den ikke må, er det en god idé at have en masse hundelegetøj, som hvalpen ved, at den må bide i. Du undgår derved, at hvalpen bider i noget den ikke må.

Gode råd mod hunde der hopper op

Du kender sikkert til det at komme ind ad døren, enten hjemme hos dig selv eller hos venner og familie, hvor hunden hopper op. Har du selv en hund, der er glad for at hoppe op af folk, der træder ind ad døren, så er der heldigvis noget at gøre:

  • Når du kommer hjem, og hunden hopper op for at sige hej, skal du ignorere den. Vend ryggen til den, og når den holder op med at hoppe op, og er faldet til ro, går du ned på hug og hilser på den.

    Hunden er et flokdyr, så at vende ryggen til den, er det mest dæmpende signal, du kan give den.

  • Begynd aldrig med at råbe og skælde ud. For nogle hunde kan negativ kontakt forstærke adfærden, fordi en negativ kontakt er bedre end ingen kontakt.
  • Når der kommer gæster, skal du lære din hund, at den skal blive i sin hundekurv og vente med at gå hen og hilse på gæsterne, til den får lov. Dette kan trænes ved, at et familiemedlem går udenfor døren og ringer på, mens de andre inde i huset instruerer hunden i, at den skal blive i sin kurv, indtil den får lov til at forlade den.

Du bør altid huske at rose hunden når den gør det rigtige!

Lydighedstræning

Hvis du vil have din hvalp til at komme, når du kalder, lægge sig i sin kurv, når du beder den om det, gå pænt i sin hundesnor, når I er på tur og acceptere når du tager ting fra den. Så er lydighedstræning en vigtig del af opdragelsen.

Når du lydighedstræner med din hvalp, skal du lade den vide, når den ikke gør det rigtigt, ved for eksempel at sige et bestemt ”nej”. Men husk, at du skal bevare roen og ikke hidse dig op, da dette vil skræmme din hvalp, så den bliver bange og utryg. Endnu bedre er det at lade din hvalp vide, når den gør det rigtigt, ved at give den masser af ros og kærlige klap.

Et godt råd til når du lydighedstræner med din hvalp, er, at det er godt at sige dens navn ofte og i et positivt toneleje. Råb derfor ikke hvalpens navn højt og surt, hvis den har gjort noget forkert, da dette kan gøre det sværere for dig at kalde hunden til dig i fremtiden, da den forbinder dens navn med noget negativt.

3 gode råd i hvalpetræningen derhjemme

Udover socialisering, lydighedstræning og lignende som foregår ude af huset, er det også vigtigt at starte på den basale træning i hjemmet fra første dag, hvor hunden flytter ind.

Grænser

Sæt grænser for, hvor hunden må være, og hvor den ikke må være. Det kan være, at du gør dit soveværelse til et rum, der er adgang forbudt for hunde, eller det kan være, at det i stedet gælder køkkenet, spisestuen, badeværelset eller børneværelset.

Når din hvalp bliver uden for rummet, når du går ind, skal du huske at rose den. Når den derimod overskrider en grænse, kan du blokere for den med din krop og ”skubbe” den ud af rummet, så den bakker tilbage. Dette vil sende et klart signal til din hund om, at det er dit territorium og derfor dig der bestemmer.

Det er sundt for din hund, at der er steder i huset, som kun du har adgang til og ikke den. I forhold til lederskab er det en god måde, hvorpå hunden får respekt, uden du rører den, skælder den ud eller dominerer den på en negativ måde. Det er et simpelt signal på, hvem der bestemmer, og at det er dig der styrer, hvem der har adgang til hvilke rum.

Regler

Regler handler om, hvad hunden må og hvad den ikke må. Når du får en hvalp ind i familien, er der mange ting, den skal lære, at den ikke må.

Den må for eksempel ikke bide i ledninger, sko, tøj, møbler, tæpper, børnene osv. Den må heller ikke besørge indendørs, gø, spise ting den finder på gaden eller løbe fra dig og meget mere.

Der er mange ting, som hunde synes er sjovt, men som du og din familie synes er knap så sjovt. Reglerne er derfor en vigtig komponent i træningen af din hvalp.

For at etableringen af reglerne ikke skal blive al for meget skæld ud, bør du anvende belønningsbaseret hvalpetræning.

Gentagelser

Din hvalp vil helt sikkert prøve på at udfordre dig på dine grænser og regler. Også allerede kort tid efter hvor reglerne er blevet lavet. Her hviler der et stort ansvar på dig som ejer, da det handler om at være konsekvent.

Hunde har svært ved at forstå, hvis de nogle gange må og andre gange ikke må – især når de er hvalpe.

Hvis hunden én gang er sluppet afsted med en adfærd og ikke er blevet korrigeret, vil den højst sandsynligt prøve igen, indtil den rammer en grænse. Hunden danner hurtigt en vane, og det er klart, at denne vane ikke består af en uønsket adfærd, da denne kan være svær at komme af med igen.

Det er derfor super vigtigt, at du gentager og gentager. Det er et stort ansvar og et stort arbejde at få en god, nem, rolig og lydig hund, men det er ikke umuligt. Det kræver bare arbejde, træning og opdragelse.

Lægger du et stort arbejde i hundetræningen det første år, vil du hurtigt kunne præge din hund i den rigtige retning og hjælpe den til at udvise lige nøjagtig den adfærd, som du ønsker fra din hund resten af livet.

FAQ - Ofte stillede spørgsmål

Hvornår er min hund træt?

Hvis din hund gaber eller slikker sig om munden, kan det være tegn på, at den er træt, og har brug for en pause.

Hvornår er en hundehvalp renlig?

De fleste hundehvalpe er renlige ved 4-5 måneders alderen og bør herefter også kunne holde sig en hel nat.

Hvordan træner man sin hund?

Man træner bedst sin hund gennem positiv forstærkning. Når hunden har vist den ønskede adfærd, kan du belønne den. Det behøver ikke altid at være godbidder, du kan også rose hunden, bruge et stykke legetøj eller apport lege med pind eller bold.

Hvordan får man en hund til at blive mere rolig?

Man får en hund til at blive mere rolig ved at aktivere den. Motion stimulerer hunden både mentalt og fysisk, og det er derfor den bedste måde at få den til at blive mere rolig på.

Hvor skal en hvalp sove?

En hvalp skal sove i nærheden af et menneske det første stykke tid. Hvis hvalpen skal sove i dit soveværelse, kan du stille en kurv eller et hundebur ved siden af sengen. Skal hvalpen sove i et andet rum, kan du lægge dig på en madras ved siden af den.

Hvor meget sover en hvalp?

En hvalp har et stort søvnbehov, og den sover derfor mellem 12 og 18 timer om dagen i de første uger i sit nye hjem.

Hvor meget skal jeg aktivere min hundehvalp?

Du skal aktivere din hundehvalp ca. 2 minutter ad gangen. Hold herefter en pause og gentag, indtil hunden ligner en, der er ved at være træt.

Hvor meget motion skal en hvalp have?

En hvalp skal have en halv times gåtur to gange om dagen. Men du skal huske at have hvalpens vækst og kropsform med i vurderingen. Det kan sagtens se ud som om, at den er forsynet med batterier med lang levetid, men en hvalp har også brug for meget hvile for at vokse.

Hvad er lydighedstræning?

Lydighedstræning er en sport med din hund, hvor hund og fører sammen skal udføre en række fastlagte øvelser på bestemte måder.

Vil du se flere af vores test og anmeldelser?
Gør elskerdyr.buzz til en foretrukken kilde på Google, så dukker flere af vores test og anmeldelser op, når du søger. Det tager kun 10 sekunder.

Tilføj som foretrukken kilde

Spørgsmål? Skriv en kommentar

Hvis du har spørgsmål til artiklen, kan du skrive til mig i kommentarfeltet nedenfor.

Kommentarer

Skriv en kommentar eller et spørgsmål...
Endnu ingen kommentarer eller spørgsmål
Artikel bedømmelse:
4.5 af 5 stjerner (18 stemmer)